Gult eller blåt kort

Det blå EU-sygesikringskort bliver tit forvekslet med en rejseforsikring. Sådan forholder det sig ikke. Bliv klogere her på siden.

Det gule sundhedskort og det blå EU-sygesikringskort dækker forskelligt. Derfor skal du være opmærksom på, hvornår du skal medbringe det blå EU-sygesikringskort, som ikke er et alternativ til din rejseforsikring.

Hvad er forskellen på det gule og blå kort?

Det gule sundhedskort er din garanti for, at du er omfattet af sygesikringen og dermed har ret til gratis behandling hos din egen læge, speciallæge m.m. Du kan derudover få tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktor og psykolog. Kortet dækker i Danmark, Færøerne og Grønland.

Det blå EU-sygesikringskort giver adgang til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du befinder dig i. Dækningen på EU-sygesikringskortet kan variere fra land til land, og flere steder skal du selv betale for læge- og hospitalsbehandling. Det betyder, at du kan risikere at skulle betale en del af din lægebehandling. Derfor anbefaler vi, at du tegner en privat rejseforsikring.

Det blå EU-sygesikringskort dækker ved midlertidige ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Det kan f.eks. være ved ferie, praktik- eller studieophold. Bestil det blå EU-sygesikringskortet gratis på Borger.dk

Hvordan er jeg stillet uden for EU?

Uden for EU dækker hverken det gule eller blå kort. Derfor skal du altid have en privat rejseforsikring, som dækker din pågældende rejsedestination.

Det blå EU-sygesikringskort

Der er mange fordele ved det blå EU-sygesikringskort, men det dækker ikke alt

  • Det blå EU-sygesikringskort dækker kun i EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
  • Det blå EU-sygesikringskort er gældende fem år ad gangen, og det skal være gældende i hele rejseperioden for at dække.
  • Det blå EU-sygesikringskort dækker lægebehandling og medicin ved tilskadekomst, akut sygdom og behovsbestemt sygehjælp. Lægen kan kræve en egenbetaling, før behandlingen går i gang.
  • Den læge, som du benytter på rejsen, afgør hvilken behandling, du skal have, og hvor længe forløbet skal vare.
  • Det blå EU-sygesikringskort dækker kun ved brug af offentlige læger. Det blå sygesikringskort dækker ikke behandling eller konsultation på private klinikker eller hospitaler.

Passer din rejseforsikring til dig?

En god ferie kræver, at du kan føle dig tryg, når du skal ud at rejse uden at du skal bekymre dig. Om du skal på afslapningsferie med sol og strand, eller på en aktiv ferie med dine ski, så er det vigtigt, at du har styr på din rejseforsikring, før du rejser afsted.

Læs mere

Få hjælp døgnet rundt i udlandet

Hvis du kommer til skade eller bliver syg på rejsen, kan du kontakte vores samarbejdspartner SOS International på tlf. +45 38 48 92 92.

De har åbent døgnet rundt og kan hjælpe dig, uanset hvor i verden du befinder dig, f.eks. med at finde en læge eller et hospital i nærheden.

Hvis du får lægehjælp, skal du huske at få dokumentation i form af kvittering.