Forebyg med flugtveje
En konkret flugtplan, der kan sættes i værk, hvis en brand bryder ud, kan være livsvigtigt for dig og dine.
Lav flugtplanen før branden bryder ud og instruér hele familien i, hvad hver enkelt skal gøre.
Det er vigtigt først og fremmest at aftale et sikkert mødested ude i den friske luft, i sikker afstand fra den brændende bygning, så du kan se, at alle er kommet sikkert ud.
Her har du yderligere gode råd, der kan redde liv:
- Bevar roen.
- Red først mennesker og derefter dyr.
- Advar de andre i huset med råb og spark på døre.
- Pas på røgforgiftning. Kravl på alle fire mod udgangen. Hvis det er muligt, skal du dække mund og næse med en våd klud eller et vådt håndklæde.
- Ved alle brande udvikles giftig røg. Indånder du brandrøg, kan du blive bevidstløs på mindre end 1 minut.
- Før du åbner en dør, skal du altid mærke efter, om den er varm. Hvis den er varm, så lad den være lukket.
- Lås aldrig døren til værelser, hvor der sover nogen.
- Husk at børn, ældre mennesker og handicappede har brug for ekstra hjælp.
- Vær sikker på at døre og vinduer altid kan åbnes og ikke er blokerede.
- Hvis der går ild i dit tøj, så stop op, fald ned og rul rundt til ilden går ud.
- Forlad bygningen hurtigst muligt.
- Gå aldrig tilbage i en brændende bygning.
- Ring 112 og gå i sikker afstand af den brændende bygning.